PDF Udskriv Email

Tilsynserklæring.

Gråsten Friskole, skoleåret 2010-2011

 

Det har været et utrolig indholdsrigt år for Gråsten Friskole. Et år, der har lært børnene meget om fællesskab og sammenhold i praksis i kraft af forældrenes store indsats for at skabe nye rammer for skolen. Skolen er ikke bare  flyttet til nye, skønne omgivelser, men der er skabt en skole, der giver fantastiske rammer for en god skolegang. Disse rammer er nu fyldt ud af en synlig og aktiv ledelse, engagerede lærere og pædagoger og glade, trygge og undervisnings-parate børn.

Der er  kommet  nye elever, lærere og pædagoger, som man fornemmer, der er blevet taget godt imod. Ved mine tilsyn og gennem samtale med elever og voksne, er det mit indtryk,  at der er en rigtig god stemning på skolen både blandt børn og lærere. Alle har fundet ro efter det turbulente år, der er gået forud.

 

Gennem mine besøg på skolen, både til undervisning, musical, friskoleaften og indflytningsfest, gennem klasseskemaer, aktivitetsplan, årsplaner, ugenyt,  samtale med personale, forældre, skoleleder og elever har jeg fået god indsigt i den undervisning og de aktiviteter, der er foregået i det forløbne år.

Jeg har været til morgensamling, overværet undervisningen i samtlige klasser i dansk, engelsk og matematik  flere gange, samt  projektundervisning i gul, og har altid mødt velvilje og accept, når jeg har kigget med i elevernes bøger, opgavehæfter og andet materiale.

Min vurdering af undervisningen i samtlige årgange er, at den er tilpas varieret, så den tilgodeser samtlige elevers behov –fagligheden er i orden og friskoleværdierne som tryghed, trivsel og det kreativ-musiske er ikke glemt.

Gennemgang af nyt problem/emne/ ny tekst –fx  i fremmedsprog,  foregår som regel som klasseundervisning. Derefter arbejdes der i grupper, når man arbejder med temaer el. i andre samarbejdsrelationer, fx butik i indskoling el. historisk musical for hele skolen. Pararbejde bruges i fx sprog, når sproget skal bruges kommunikativt el. i matematik, når tal og problemer skal afprøves i praksis. Er der behov for løsning af skriftlige opgaver el.  læsetræning el. er der ønske om det i projektopgaver,  er undervisningen individuel.

Undervisningsmidlerne, som anvendes, er tidssvarende og inspirerende, ligesom mulighederne for at benytte internettet benyttes flittigt.

 

Ved den daglige morgensamling synges der 3 sange/salmer og gennem fortælling får børnene en god indsigt i kristendom, historie og samfundsforhold. Der lyttes, stilles spørgsmål, diskuteres og gives svar. De oplever fællesskabet i en broget flok og nødvendigheden af at tage hensyn til hinandens forskellighed. Et led i opdragelsen af eleverne til at leve i et samfund med frihed og folkestyre.

 

Min konklusion er, at skolen lever op til kravene om en kvalificeret, målrettet  og varieret undervisning, der står mål med, hvad der kræves i folkeskolen. Det faglige standpunkt i dansk, engelsk, regning/matematik er på højde med folkeskolens.

Skolen overholder kravet om at forberede eleverne til at leve i et demokratisk samfund.

 

Astrid Jensen

Tilsynsførende

Tilsynsrapport april 2010

Tilsynsrapport april 2010 – undervisning og skolens værdisæt
I skoleåret 09-10 har jeg overværet undervisningen i samtlige klasser i matematik, dansk, engelsk og tysk samt i musiske og kreative fag, Besøgene har været jævnt fordelt over året, så jeg har kunnet opleve elevernes deltagelse i den normale daglige undervisning såvel som i forskellige længerevarende projekter fx avisfremstilling og Darwinugen.
Min vurdering er, at der er god kontakt mellem underviserne og eleverne, og der er en god og hjælpsom tone mellem eleverne. Det har været en dejlig oplevelse at være i indskolingen og se, hvor godt de befinder sig og tager fra, men også i de andre klasser vil børnene gerne lave noget spændende - både alene og sammen, og det er jo i flere tilfælde endt med meget fine resultater. Morgensamlingen og fortælletimen er en rigtig god start på dagen. Her får man indøvet nye sange, følger årstiderne, kristendommens og historiens gang samtidig med, at man får en god følelse af fællesskab. I flere af fremmedsprogstimerne var det dog ønskeligt med mere mundtlighed. Det anvendte materiale lægger for meget op til skriftlige udfyldningsopgaver, så intentionerne i læseplanerne om kommunikative færdigheder tilgodeses efter min mening ikke nok. I pauserne leger børnene godt med hinanden på trods af de begrænsede udenomsmuligheder, de har, og er der problemer, er de voksne gode til at se og få klaret konflikterne på en rolig og saglig måde.
Skoleåret har været noget præget af usikkerheden omkring skolens kommende adresse, en del fravær bl. personalet, nye folk i huset m.m., men på trods af det mener jeg, at undervisningen står mål med det, man tilbyder i folkeskolen. Der har ud over den alm. daglige undervisning været tilbud om mange andre aktiviteter for børnene, så er man lærelysten og videbegærlig er Gråsten Friskole et godt sted at være elev.
Astrid Jensen
Tilsynsførende

Tilsynsrapport marts 2009.

Siden jeg blev valgt som ny ekstern tilsynsførende i marts 2008, har jeg besøgt skolen 7 dage - april, august, oktober, februar og 3 gange i marts.
Jeg har overværet morgensamlinger, den daglige gåtur i al slags vejr, hvor de kommer tilbage til frikvarteret med friske kinder, undervisning i samtlige klasser i dansk, matematik og engelsk, morgentemaer, en enkelt tysktime samt observeret omgangstonen mellem børnene og mellem børn og voksne.

Mit indtryk er, at store og små børn har det fint sammen i både leg og læring. De er hjælpsomme og tolerante overfor hinanden og bruger et ordentligt sprog. Er der optræk til ufred, der kræver voksen hjælp, træder pædagogerne til på en professionel måde og følger sagen ” til dørs”. Børnene mærker, de bliver talt til på en ordentlig måde, og at der er konsekvens i afgørelserne.

Min fornemmelse er, at børnene generelt er glade for at gå på skolen og arbejder efter bedste evne med de stillede opgaver. Ved morgensamlingerne, hvor sang, fælles meddelelser, elevoptræden og fortælling er hovedingredienserne, er børnene lydhøre på trods af den store aldersmæssige spredning og de trange forhold, der nok kunne give anledning til gnubberier. Det virker som en rigtig god måde at starte dagen på – giver en god fællesskabsfølelse.

Skolen er meget god til at sørge for aktiviteter ”ud af huset” men også til at få gæstelærere til huset, så der er megen variation i hverdagen og undervisningen.
Det er i sagens natur kun få glimt af et helt skoleår, jeg har oplevet, men ud fra mine observationer og gennem samtaler med skolens elever og undervisere, er min konklusion, at skolens samlede under- visningstilbud kan måle sig med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.
Astrid Jensen, tilsynsførende