|
Naturfag
Naturfag omfatter undervisning i biologi, geografi og fysik/kemi.
Det overordnede mål for undervisningen på Gråsten Friskole er, at den skal søge at fremme børnenes glæde og fortrolighed ved naturen. Ligeledes skal den fremme forståelsen for det fysiske miljø, naturens lovmæssigheder og det kemiske miljø der omgiver os. Vi lægger stor vægt på, at undervisningen så vidt muligt tager udgangspunkt i børnene selv, i deres oplevelser og hverdag, og i nærmiljøet.
I naturfag spiller egne iagttagelser og eksperimenter en central rolle. Gennem egne iagttagelser, forsøg og undersøgelser fremmes forståelsen for fagenes teoretiske del.
Det er Gråsten Friskoles mål at udvikle børnenes ansvarlighed overfor naturen og miljøet. Undervisningen skal derfor vedligeholde og styrke elevernes lyst til at stille spørgsmål og lave undersøgelser, så de opnår og udvikler en baggrund for engagement og handling.
Gennem biologiundervisningen skal eleverne tilegne sig viden om sig selv, om dyr og planter og om den omgivende natur, som de selv er så vigtig en del af. Vi ønsker at skærpe elevernes nysgerrighed, og deres forståelse for de biologiske sammenhænge i tilknytning til fysiologi/sundhed og natur/miljø.
Undervisningen i fysik/kemi skal bibringe eleverne en viden om og indsigt i i kemiske og fysiske forhold, som har betydning i vores hverdag. Undervisningen skal stimulere interessen for naturfænomener, naturvidenskab og teknologi.
Undervisningen i geografi skal belyse menneskers levevilkår og deres afhængighed af natur- og kulturforhold forskellige steder på jorden. Samtidig skal undervisningen give eleverne indsigt, så de kan orientere sig inden for landets grænser og placere Danmark i en større geografisk sammenhæng.
Fagplan for Natur/teknik
Arbejdsmetode og mål
Formålet med undervisningen i natur/teknik er, at eleverne gennem oplevelser og erfaringer med natur og teknik opnår indsigt i vigtige fænomener og sammenhænge og udvikler tanker, sprog og begreber, som har værdi i det daglige liv.
Elevernes iagttagelser og eksperimenter skal medvirke til, at de udvikler praktiske færdigheder, kreativitet og evne til samarbejde. Undervisningen skal vedligeholde og fremme elevernes glæde ved at beskæftige sig med natur, teknik, livsbetingelser og levevilkår samt deres lyst til at stille spørgsmål og lave undersøgelser.
Undervisningen skal medvirke til, at eleverne udvikler forståelse af samspillet mellem menneske og natur i deres eget og fremmede samfund samt ansvarlighed over for miljøet som baggrund for engagement og handling.
•
Fagets udvikling
Undervisningen på 2.og 3 klassetrin
Den nære omverden
På Gråsten Friskole vægtes kendskabet til det nære miljø og naturens cyklus meget højt. Så mange aktiviteter som muligt henlægges til naturens rum, hvorved teori og praksis i forståelsen af naturfaglige sammenhænge maksimeres.
Undervisningen tager udgangspunkt i elevernes forskellige forudsætninger, deres nysgerrighed, egne oplevelser, interesser og deres hverdag..
I undervisningen indgår elevernes egne fortællinger om det oplevede med henblik på at udvikle tanke, sprog og begreber, der vil sætte dem i stand til at kategorisere deres oplevelser.
Undervisningen skal styrke elevernes opmærksomhed på hverdagsfænomener og inddrage deres umiddelbare iagttagelser i samtalen.
Undervisningen bygger på iagttagelser, som eleverne foretager i naturen og i lokalområdet. Disse observationer danner grundlag for elevernes efterfølgende beskrivelser og bearbejdning.
Den fjerne omverden
Elevernes undren og oplevelse af det fjerne er udgangspunkt for arbejdet i klassen.
Eleverne skal have mulighed for at genfortælle fakta om dyr og planter, som de har erhvervet sig gennem forskellige medier. Denne samtale lægger op til undren, sammenligning og forståelse af sammenhænge.
Menneskets samspil med naturen
Undervisningen bygger på elevernes egne oplevelser, handlinger og erfaringer.
Under arbejdet med levende organismer, herunder i forbindelse med indsamling, dyrkning og pasning, lærer eleverne at udvise omsorg og ansvar.
Arbejdsmåder og tankegange
Elevernes iagttagelser og undren giver baggrund for at stille spørgsmål. Formuleringen af spørgsmålene kan føre til yderligere umiddelbare iagttagelser, undersøgelser eller forklaringer.
Gennemførelsen af mindre undersøgelser og eksperimenter danner grundlag for udvikling af elevernes arbejdsvaner og brug af udstyr og værktøj. På længere sigt skal eleverne selv tilrettelægge og gennemføre enkle undersøgelser og eksperimenter.
Undervisningen skal give eleverne mulighed for at øve sig i at give forståelige beskrivelser af enkle fænomener og iagttagelser. På denne måde får eleverne mulighed for at anvende udvalgte navne og begreber.
Undervisningen skal tilrettelægges således, at eleverne oplever fordelene ved at ordne og kategorisere indsamlet materiale og indsamlede data.
Ligeledes skal eleverne have mulighed for at bruge deres fantasi og kreativitet såvel i forbindelse med undersøgelser som i arbejdet med at udføre kreative projekter.
Undervisningen på 4. og 5 klassetrin
Den nære omverden
Gennem det undersøgende og systematiserende arbejde skal der i stigende grad lægges vægt på sammenhænge, forskelle og forandringer.
De undersøgelser og iagttagelser, eleverne arbejder med, skal give mulighed for at udvikle hensigtsmæssige arbejdsformer i såvel klasserummet som ude i naturen.
Eleverne skal gennem deres færden i naturen og i lokalområdet udvikle deres iagttagelser af naturen til at blive mere selvstændige og systematiske.
I arbejdet med menneskekroppens opbygning og funktion er det vigtigt, at eleverne udvikler en forståelse af egne behov, påvirkninger og risici.
Den fjerne omverden
Arbejdet med fysiske, kemiske, geografiske og biologiske elementer indgår som led i elevernes opbygning af en helhedsforståelse. Hermed får eleverne baggrund for viden om de livsbetingelser og levevilkår, der findes i forskellige regioner.
Sammenligningen mellem kendte forhold i den nære omverden og forhold i mere fjerne regioner danner udgangspunkt for elevernes arbejde og skal stimulere deres nysgerrighed og interesse.
Menneskets samspil med naturen
Eleverne arbejder med undersøgelser og iagttagelser af lokale eksempler på menneskets udnyttelse og anvendelse af naturen og teknikken.
Iagttagelse af og forundring over hverdagslivets tekniske løsninger er udgangspunkt for elevernes beskrivelser af samspillet mellem mennesket og naturen.
Besøg på virksomheder, landbrug og museer kan understøtte elevernes interesse og give et nuanceret billedet af menneskets samspil med naturen.
Arbejdsmåder og tankegange
Eleverne udvikler deres fagsprog og begrebsverden ved at redegøre for enkle undersøgelser og formidle resultater heraf. Dette kan medvirke til en udvikling af den mere enkle spørgende adfærd hen mod forudsigelser og formulering af hypoteser.
Planlægning og gennemførelse af enkle undersøgelser og eksperimenter danner grundlag for udvikling af elevernes arbejdsvaner og brug af udstyr og værktøj.
Ordning og kategorisering af indsamlede data giver mulighed for en udvikling af elevernes evne til at tolke og formidle deres resultater.
Undervisningen tilrettelægges, således at de valgte eksempler indeholder en progression, der giver eleverne mulighed for gradvis at udvikle mere selvstændige arbejdsformer og ansvar.
Efter 5. klassetrin
Den nære omverden
Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at
• beskrive, ordne og anvende viden om materialer og stoffer og deres egenskaber
• beskrive og forklare hverdagsfænomener
• kende lokalområdet og anvende viden herom i andre sammenhænge
• beskrive planter og dyr, deres livsbetingelser og deres samspil med omgivelserne
• beskrive vigtige kropsfunktioner og væsentlige faktorer, der påvirker disse
• anvende viden om forhold, der har betydning for menneskets sundhed
• gøre rede for de fænomener, der knytter sig til vejret og årstiderne.
Den fjerne omverden
Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at:
• forholde sig til informationer fra medierne og inddrage dem i deres egen opfattelse af
verden
• redegøre for dyrs, planters og menneskers levevilkår og indbyrdes samspil forskellige
steder på jorden
• anskue fordelingen af land og hav, landskaber, klimazoner og plantebælter som
Regionale og globale mønstre
• beskrive og sammenligne vigtige regioner og stater i vores egen og andre verdensdele
• sammenholde indsigt i solsystemets opbygning og jordens bevægelser med fænomener,
de selv har oplevet
Menneskets samspil med naturen
Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at
• færdes i naturen på en hensigtsmæssig og respektfuld måde
• beskrive eksempler på naturanvendelse og naturbevarelse samt interessemodsætninger
der knytter sig hertil
. vurdere eksempler på miljøproblemer lokalt og globalt på baggrund af egen indsigt.
Arbejdsmåder og tankegange
Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at
• formulere relevante spørgsmål og opstille hypoteser
• planlægge og gennemføre iagttagelser, undersøgelser og eksperimenter
• vælge og bruge udstyr, redskaber og hjælpemidler, der passer til opgaven
. udnytte informationsteknologiens muligheder
• indsamle, ordne og formidle resultater og erfaringer på forskellige måder
• søge svar med udgangspunkt i førstehåndserfaringer.
Elevernes alsidige personlige udvikling
Undervisningen planlægges således at eleverne får brugt deres nysgerrighed, kreativitet og arbejdslyst, så deres alsidige personlige udvikling tilgodeses.
Fagplan for biologi
Undervisningen i de enkelte fag og emner og i tværgående emner og problemstillinger skal fremme elevernes alsidige personlige udvikling.
Formålet med undervisningen i biologi er, at eleverne tilegner sig viden om de levende organismer og den omgivende natur, om miljø og sundhed samt om anvendelse af biologi. Der skal lægges særlig vægt på forståelsen af sammenhænge.
Undervisningen skal i videst mulig omfang tage sit udgangspunkt i elevernes egne oplevelser, undersøgelser og opfattelser samt søge at fremme deres glæde ved naturen og lyst til at beskæftige sig med biologiske emner og problemstillinger.
Elevernes ansvarlighed overfor natur og miljø skal videreudvikles, og undervisningen skal bidrage til at skabe grundlag for stillingtagen og handlen i forhold til menneskets samspil med naturen.
Gråsten Friskole - Ringgade 6 - 6300 Gråsten - Tlf. 74 65 39 29 - Fax. 74 65 39 28 -
|