Her er undervisningen struktureret ud fra respekten for, at børn lærer på forskellige måder og tidspunkter
Læring og udvikling tager udgangspunkt i den enkeltes ståsted. Herfra kan verden udvide sig.
Det er her, man bliver mødt som et helt menneske. Alle sanser tages i brug ved vores daglige morgensamling. Vi starter dagen med fortælling, sang, samtale og leg. Her får børnene rødder spændende fra nordisk mytologi til nutidig børnekultur.
Vi vægter fordybelse og faglighed i lektioner på 60 minutter. Gruppearbejde, individuelt arbejde og læreroplæg veksler; det dynamiske klasserum er både dialogisk, kreativt og følsomt overfor den enkeltes måde at tilegne sig stoffet på.
Sprogfagene tilrettelægges, så eleverne undervises efter eget niveau uanset klassetrin.
Hos os vægtes boglige og kreative fag lige højt. Vores temauger udfolder sig som tværfaglige sprudlende arbejdsfællesskaber på tværs af alder og munder ofte ud i en farvestrålende forvandling af skolens rum.
Lektier prioriterer vi som en del af den enkeltes medansvar for egen læring. På årlige læsekurser opbygges og testes læsefærdigheder.
Det sociale samvær og dialogen har høj prioritet, og vi slutter vores værkstedsdag om fredagen med fællesspisning og evaluering af ugen, der gik.
Tryghed er, når alle åbent tør tilkendegive synspunkter og bliver mødt med respekt.
Og det gør vi her!

Gråsten Friskole - Ringgade 6 - 6300 Gråsten - Tlf. 74 65 39 29 - Fax. 74 65 39 28 -