|
Idræt på Gråsten friskole
Undervisningens mål og metoder frem til 1.7.2008.
Mål.
Gråsten Friskoles idrætsundervisning følger i sine mål folkeskolens fællesmål. Grundlæggende kan målsætningen for faget idræt opdeles i følgende grundkategorier:
• Udforskningen og afprøvningen af kroppens evner og udtryksmuligheder
• Kropskultur i form af indøvelsen af gode vaner og bevidsthed om deres betydning
• Idrættens værdier, traditioner og kultur (sportsgrene)
Undervisningen i disse tre delområder af faget idræt udvikler sig over hele skoleforløbet og indgår også i andre af skolens fagområder som for eksempel rollespil og drama.
Aktiviteter indenfor disse tre kategorier giver sammenlagt lærerne mulighed for at planlægge undervisningen på en måde, der tilgodeser, at gennemførelse og evaluering af undervisningen bibringer eleverne:
• Evnen til/indsigt i beherskelsen af kropslige udtryksformer og kropslige evner
• Oplevelsen af at legen/kampen/dansen i idræt har betydning for såvel den personlige som den sociale/kulturelle identitet
• Kendskab til idrættens betydning, socialt og samfundsmæssigt og kulturelt
• Forståelse af sammenhængen mellem kroppen som kommunikator og fysisk bevægelse som forudsætning for sundhed og livskvalitet
Kundskaber og færdigheder
Det er vores mål med undervisningen, at eleverne gennem skoleforløbet tilegner sig en bred vifte af færdigheder gennem deltagelse i idrætsundervisningen, og en grundlæggende glæde ved at udtrykke sig kropsligt. De skal for eksempel kunne:
• Anvende teknik, taktik og regler fra såvel individuelle idrætsgrene som holdsport
• Kunne udføre elementære bevægelser og bevægelsesmønstre
• Deltage i idrætslege og spil
• Kunne deltage i og selv stå for simpel opvarmning og grundtræning
• Gennemføre øvelser og serier med redskaber, og også øve sig i modtagning
• Bevæge sig rytmisk til musik i i fastlagte bevægelsessekvenser
• Udtrykke sig gennem dans og drama
• Deltage i idrætslege i naturen
Værdigrundlaget i idrætsundervisningen
Eleverne tilegner sig gennem undervisning baseret på de tre basiskategorier evnen til at:
• Forstå idrættens regler og idealer såsom fairplay og tolerance
• Få indsigt i fysiske og biologiske forudsætninger for idrætsudøvelse
• Forståelse af at fastholde fysisk aktivitet gennem hele livet
• Reagere hensigtsmæssigt på konkurrencer og disses fysiske og psykiske reaktioner
• Forstå fysiske og psykiske forandringer opstået i forbindelse med idrætsudøvelse
Metoder og planlægning frem til 1.7.2008
Samtlige klassetrin fra Gråsten Friskole deltager i idrætsundervisningen på samme tid og samme sted. Opdelingen af skoleåret er forløbet som følger:
• Sommerhalvår fra påskeferie til efterårsferie: Al undervisning foregår udendørs på idrætsanlæg, i skoven og ved vandet. På idrætsanlægget gennemføres boldspil, atletik, løb, kast, spring. I skoven gennemføres orienteringsløb, vandring gennem forskelligt terræn, holdlege,
• Vinterhalvår fra efterårsferie til påske: Al undervisning foregår i idrætshal. Her spilles badminton, hockey, volleyball og basketball, holdlege, boldlege og øvelser, redskabsgymnastik
Metodik.
Under afviklingen af samtlige idrætsgrene foretages en niveauopdeling af eleverne, der falder sammen med indskoling(0-2 klasse), mellemtrin(3-4 klasse) og ældste trin(5-7 klasse). Visse holdlege kan dog udmærket afvikles med blandede niveauer.
0-2 klassetrin: Undervisningen tilrettelægges baseret på leg og leglignende aktiviteter, der øver de færdigheder, der er beskrevet i de tre grundprincipper
3-4 klassetrin: Undervisningen er stadig leglignende, men nu arbejdes der med at indøve færdigheder, der er mere målrettede mod træningen af specifikke sportsgrene
5-7 klassetrin: Eleverne kan udføre aktiviteter efter mere præcise regler og har fysiske forudsætninger for at gennemføre forløb af længere varighed. De kan endvidere deltage aktivt i planlægningen af idrætsundervisningen
Idrætsundervisningen på Gråsten Friskole efter 1.8.2008
Idrætsundervisningen vil fra dette skoleårs begyndelse gennemgå en omstrukturering. Det er blevet besluttet at al undervisning i faget fremover kommer til at foregå udendørs, kun afbrudt af periodevise idrætstilbud i form af f.eks svømning, skøjteløb, redskabsgymnastik, badminton.
Vi følger fortsat folkeskolens fællesmål, idet undervisningen i boldspil, atletik , løb og kast fortsat vil ligge som et sommerskema, der udøves på idrætspladsen.
Denne omstrukturering af idrætsundervisningen er en del af en omfattende metode og indholdsændring i forhold til flere af skolens fag.
Idræt, sund levevis og sund kost vil være fokus i gennemførelsen af daglige motionsture ud i naturen. Der vil være tilbud om frugt/salatordning; efter morgensamling drager alle elever ud på en vandring/løbetur omkring Gråsten Slotssø. Eleverne får daglig frisk luft og motion. Undervisningen prøver bevidst gennem den samlede skemalægning at skabe balance mellem fysiske og intellektuelle undervisningsformer, samt at skabe en basis for indøvelsen af sunde bevægelses- og kostvaner.
Vi håber gennem dette tiltag, at styrke elevernes sundhed; at mindske antallet af sygedage og gennem såvel fysisk som psykisk velvære få velfungerende og intellektuelt oplagte elever.
På Gråsten Friskole har vi tradition for at bruge den omkringliggende natur meget. Herigennem udvikler eleverne et grundigt kendskab til årstidernes skiftende udtryk; de nyder at udfolde sig fysisk. Elevernes forskellige forudsætninger blandes på en god måde, når deres styrkesider hhv. mindre stærke sider veksler over dagens skema.
Gråsten Friskole - Ringgade 6 - 6300 Gråsten - Tlf. 74 65 39 29 - Fax. 74 65 39 28 -
|